Bliv klogere på dig selv
Hvilken smalltalktype er du?
Den gode kommunikation er ikke kun i egne hænder og det er ikke alle samtalepartnere som er lige nemme at være i dialog med. Vi har alle kommunikative svagheder, fælder vi kan ryge i. Når vi kender vores fælder, har vi muligheden for undgå dem.
På de følgende 8 sider kan du teste dig selv og se hvilke type/typer der passer bedst til dig eller nogen du kender.
FBI-agenten
Du pumper løs med et bombardement af spørgsmål, så modtageren føler sig forhørt. Der gives ikke plads til længere svar, for enhver lille pause udnyttes til et nyt spørgsmål. Du taler ikke om dig selv, men stiller lukkede spørgsmål. FBI-agenten er usikker og beskytter sig selv med alle sine spørgsmål og efterlader sine ofre tomme og uden ordentlig kontakt.
Et godt råd: Indstil skydningen. Kom med udsagn og kommentér i stedet for at stille spørgsmål. Vis noget af dig selv.
Stor-praleren
Du er ekstremt selvoptaget og elsker at fortælle historier om, hvordan du lige ordnede det ene eller det andet. Storpraleren har brug for et publikum, der vil høre på ham, og målet er at højne sin status. Beundringen er vigtig for dig. Det kvindelige modstykke er mere konspiratorisk: Hun fortæller om sine bedrifter, sit nye designerkøkken osv. til inderkredsen og forventer, at hendes storhed bliver spredt den vej rundt.
Et godt råd: Klap hesten. Lyt til den anden og spørg ind til den anden.
Trumferen
Trumferen fylder meget i et selskab, men praler ikke. Du har bare altid noget at bidrage med, når andre taler. Du er lidt klogere, lidt hurtigere og lidt mere interessant. Du er ikke opmærksom på, at du fornærmer andre, fordi du stjæler fokus fra deres historie. Du tror, du er indlevende, fordi du lytter. Men du lytter mest for at finde ud af, hvornår du selv kan komme til at overtage: "Jeg ved lige, hvad du mener. Jeg har også engang ...". Been there, done that-attitude.
Et godt råd: Vær lidt mere tilbageholdende. Dine historier er interessante, men vent med at fortælle, til den anden er færdig. Pas på, du ikke stjæler billedet. Overvej, om du vil dialogen og kontakten.
Vandfaldet
Vandfaldet kan godt være introvert eller genert. Men når du først kommer i gang, så snakker du i ét væk. Du er typen der, når du er i gang, fuldstændig tager kontrollen over samtalen. Ofte oplever du, at du gør en god gerning ved at holde samtalen kørende. En god tommelfingerregel er ikke at tale i mere end 5 minutter ad gangen. Så bør bolden spilles videre.
Et godt råd: Hold pauser og lad de andre komme til. Spørg ind til andre og find balancen mellem at lytte og tale.
Afbryderen
Afbryderen er en person med et højt energiniveau, der gerne vil sige sin mening og er frygtelig utålmodig. Du synes ikke, du behøver at høre sætningen færdig, for du ved, hvordan den ender. Eller også har du en anden mening, som du synes, skal på banen. Derfor fejer du hurtigt din modpart af bordet med din mening.
Der er kun tre gode grunde til at afbryde:
- Du skal gå lige nu.
- Emnet er for ubehageligt, og du bliver nødt til at tale om noget andet.
- Hvis du er sammen med en der taler som et vandfald.
Et godt råd: Øv dig i at holde mund og lytte færdigt. Det er dig, der er utålmodig, ikke den anden der er langsom. Måske bliver du overrasket over, hvad du hører, hvis du lytter til ende.
Den tavse
Du laver det ene smalltalk-selvmord efter det andet, fordi du ikke vil spille med på reglerne for en samtale. Du svarer på åbne spørgsmål, som om de er lukkede: "Hvad har du så lavet i weekenden?" "Ingenting!". Du finder altid en udvej til at svare så kort som muligt. Måske har du aldrig lært at konversere og vil egentlig gerne.
Et godt råd: Forbered nogle emner at tale om. Lyt til, hvad den anden siger, og vis noget af dig selv. Øv dig i at kommentere det, du hører.
Kloge Åge
Du kan let virke arrogant. Der er ingen grænser for, hvad du ved. Du har svar på alt, har altid den rigtige løsning og fortæller det gerne til andre. Kloge Åge har altid ret og kan ikke se ideen i at høre andres mening. Kloge Åge kan skabe pludselig tavshed i en gruppe, for ingen vil tage ordet og lade sig ydmyge.
Et godt råd: Vær opmærksom på at fortælle, at det her blot er din personlige mening, og spørg mere til andres meninger og oplevelser. Der er kun tre ord, der afholder dig fra at være den irriterende altdominerende og alvidende: "Hvad mener du?"
Rådgiveren
Her har vi en person, der har et arsenal af løsninger på alles problemer: "Du skal bare Hvad nu, hvis du ..." osv. Du kan løse alt, også når folk ikke ønsker løsninger. De fleste mennesker efterlyser ikke gode råd, men empati og medfølelse støtte. Der er rigtig mange rådgivere. Vi vil så gerne hjælpe, men det er ofte misforstået.
Et godt råd: Tænk over om folk egentlig beder om dit råd. Lad være med at komme med gode råd, medmindre du bliver bedt om det. Grav i stedet dybere i samtalen og find ud af mere om det menneske, du står over for.